top of page

Tør du ikke skifte karrierekurs? Her er 5 redskaber, der klæder dig på til at realisere drømmen


Jeg møder tit mennesker, der går og drømmer om et andet og mere tilfredsstillende arbejdsliv, men ikke handler på det. Ofte fortæller de, at grunden er, at de godt ved, hvad de vil væk fra, men ikke hvor de gerne vil hen. Det kan også handle om, at de ikke føler sig kompetente nok eller, at det føles ubehageligt utrygt at bevæge sig væk fra det kendte.

Hvis du genkender dig selv i nogle af disse ’bremseklodser’, kan jeg trøste dig med, at de er til at komme omkring. Det eneste, det kræver af dig, er, at du sætter tid af og gør en aktiv indsats i en periode. Her er nogle af de værktøjer, jeg anbefaler at bruge til at komme på ny karrierekurs.

1. Afklar dine værdier og ønsker

Et første skridt til afklaring er at lave en værdiafklaring. Den kan give dig større klarhed over, hvad der skal kendetegne dit fremtidige arbejde. Brug tid på reflektere over og nedskrive, hvad der egentlig betyder mest for dig. I dit liv generelt og i dit arbejdsliv. Hvad er vigtigst, hvad motiverer dig, hvad gør dig glad, hvad skal være på plads i dit arbejdsliv, hvis du skal trives? SDU har lavet et godt værdiafklaringsskema, der er nemt at arbejde med.


2. Sæt tid af

Selvom du nu har fundet ud af, hvordan dit fremtidige arbejdsliv skal se ud, kan det synes umuligt at komme derhen. Imidlertid kan du gøre det uoverskuelige overskueligt ved at begrænse din proces tidsmæssigt. At skifte karrierekurs bliver lettere, hvis du siger til dig selv, at nu bruger du et par timer om ugen i tre måneder på at blive klogere på dit mål/dit drømmejob/dit ønskearbejdsliv.


3. Tag en bid af gangen

Det bliver også nemmere for dig, hvis du ’skærer bøffen ud i mindre bidder’ i stedet for at kaste dig over det hele på én gang. Du kan afprøve at nedbryde dit overordnede mål i mindre og mere overskuelige delmål fx hvad du vil nå fra uge til uge. Skriv en uprioriteret liste over: 1) hvad du har brug for at vide mere om og 2) hvad du kan gøre af aktive handlinger for at sætte den nye karrierekurs. Sorter derefter listen og skriv numre på hvad du vil gøre som nr. 1, 2, 3 osv. Listen kan udbygges henad vejen efterhånden som nye trin i processen viser sig for dig.


4. Skaf dig viden

Indsatsen for at få et drømmejob består af 80 procent research og 20 procent direkte ansøgning, sagde min gamle mentor. Jo mere viden du har om den branche, du vil skifte til, desto stærkere står du. Hvad rører sig, hvad er der af udfordringer og succeser, hvordan kommer andre ind i den branche, hvordan arbejder man, hvad taler man om, tendenser i branchen, osv. Brug internettet til at søge viden, tag fat i folk du kender eller som kender nogen, der kan gøre dig klogere, forbind dig med relevante personer og firmaer på LinkedIn, så du kan se, hvad de kommunikerer. Tøv ikke med at tage kontakt til nogen, du ikke kender, de allerfleste deler gerne ud af deres viden og erfaringer.


5. Bliv kompetent

Mangler du konkrete kompetencer ift. branche-/karriereskift, må du tilegne dig dem, men tænk dig om en ekstra gang, hvis du er typen, der pr. automatik føler, at du har brug for en 2årig master. Ofte er et kortere kursus, et onlinekursus, nogle tutorials eller nogle timers sidemandsoplæring tilstrækkeligt til, at du uden at lyve kan sige, at du har ’kendskab til’ dette eller hint. Har du tid og råd, kan du bruge en uge af din 3-måneders undersøgelsesfase på at være i praktik som føl i en virksomhed, der udfører den type arbejde, du gerne vil lave. Det er en effektiv måde at få indsigt i kultur, opgaver og systemer. Og måske endda få en fod inden for.

Jeg håber, at disse redskaber kan være dig til hjælp, hvis du lige nu tøver med at følge dine drømme om at skifte karrierekurs. Held og lykke.

Her finder du mere inspiration til, hvordan du opnår dit drømmejob.

Send mig en mail på skrivtil@mariannebækbøl.dk, hvis du har brug for kvalificeret coaching kombineret med et kærligt skub i ryggen til at komme i gang med at skifte karriere

103 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page