top of page

På vej til et andet og bedre job? Overvej disse tre spørgsmål, inden du begynder at søge

Opdateret: 23. feb. 2021

Er du på vej til nyt job, enten tvunget af den aktuelle krise eller frivilligt og 'bare' fordi du har haft ekstra tid til at reflektere over tilværelsen? Mærker du trang til nyindretning af dit (arbejds-)liv via et job, du er gladere for? Er du i tvivl om du tør, hvilken retning du vil gå eller hvilket job, der kan gøre dig rigtig glad, og hvordan du kommer det nærmere?


Træd et skridt tilbage

I den situation kan det være en fordel at bruge en times tid på at træde et skridt tilbage i processen. Forstået på den måde, at du stopper med at surfe på Jobindex og i stedet laver en lille forundersøgelse, der kan hjælpe til at afklare og tydeliggøre en vej til et ideelt arbejdsliv for dig. Og hjælpe dig til at fokusere din jobsøgning på de jobs, der reelt vil gøre dig glad.


Spørgsmål 1: Hvordan ser et tilfredsstillende (arbejds-)liv ud for mig? Forestil dig, hvordan dit arbejdsliv ville være, hvis det var helt optimalt. Hvis alt var muligt: Hvordan er din arbejdstid, hvor mange/få timer arbejder du om ugen, har du hjemmearbejdsdage, hvor ofte, hvilke faggrupper arbejder du sammen med, hvor mange er i, hvordan har i det med hinanden, hvordan er chefen, hvor lang er din transporttid, hvad har du tid og overskud i din fritid, hvilke opgaver gør dig glad i det nye job, hvilke dage er det dig, der henter børnene, etc. etc.


Spørgsmål 2: Hvad hindrer mig? Er du en af de mange, der føler sig for underkvalificeret til at skifte job, tage et karrierespring eller skifte kurs i dit arbejdsliv? Eller mangler du modet at tage springet? Tror du ikke at din partner vil bakke dig? Mangler du reelt konkrete kompetencer i forhold til det job, du egentlig ønsker dig?

Hvad udgør forhindringerne på vej til DIT tilfredsstillende arbejdsliv? De kan være få men store, eller flere men små, som oftest en blanding af begge. Skriv dem ned, så du får syn for sagen og prioriter dem bagefter efter hvilke forhindringer, der er de sværeste.


Spørgsmål 3: Hvad har jeg brug for af hjælp, og hvor finder jeg den? Kun superhelte overkommer alle forhindringer alene, og dine muligheder for at lykkes øges betragteligt, hvis du rækker ud efter hjælp. Derfor er det nu tid til brainstorm enten med dig selv eller en ven/partner om, hvad du har brug for af hjælp for at overkomme dine forhindringer, og hvor du finder den.


Brainstorm på løsninger Gennemgå hindringerne og brainstorm på, hvad der skal til for at overkomme dem. Skriv alle idéer ned, både de realistiske og de sjove. Hvem kan hjælpe, hvem ved noget. Hvor står der noget, om det du har brug for at vide. Skal du på biblioteket, få karriererådgivning i din fagforening, tale med din bankrådgiver, din partner eller tage et kursus? Kun fantasien sætter grænser.


Kig på listen et øjeblik og stil dig selv et par vigtige afsluttende handlingsspørgsmål:
Hvilket første skridt jeg vil tage allerede i morgen, som vil være et skridt i den retning, jeg ønsker at komme?
Og hvad er det næste?

Jeg håber, at du allerede nu kan mærke, hvordan disse overvejelser nedskrevet på din pc, i din notesbog eller på gule stickers, kan gøre dig mere afklaret om hvilket arbejdsliv, du egentlig stræber efter, og klarhed over nogle konkrete og realistiske skridt du kan tage for at komme det nærmere.


En anden metode til afklaring af drømme, kompetencer og marked har jeg skrevet om i denne blogpost.

37 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page