top of page
Forfatters billedebaekboel

Jeg tog mig en kreativ dag og blev helt lykkelig

Opdateret: 29. sep. 2022


I mange år har jeg levet et liv, hvor samtaler og skriverier fylder langt størsteparten af mit arbejde, og jeg svømmer rent ud sagt i ord på daglig basis; skrevne ord, læste ord, talte ord, lyttede ord. Ord, ord, ord.


Men i denne uge har jeg været ”tvunget” ud i tegning. Live og lige på stedet. Som led i den facilitatoruddannelse jeg er i gang med for at hente ny viden og inspiration til mine foredrag og workshops og har jeg været på to dages kursus i Grafisk facilitering. Langt uden for min komfortzone.


Som mange andre voksne har jeg stort set ikke tegnet siden, jeg var ti-tolv år gammel og var mentalt forberedt på at skulle gense mine ubehjælpsomme streger fra den gang. Alligevel kunne jeg mærke, at jeg var taknemmelig for, at underviseren startede helt fra bunden med grundigt at introducere til ’korrekt’ brug af papir, tusch, farvekridt, så der gik lidt tid, inden jeg selv skulle i gang.


Hele første gik med at lære teknikker til at få enkle streger til at ligne genkendelige menneskeskikkelser, illustrative symboler, bevægelser, milepæle, udviklingsfaser, trin, osv. osv. Jeg kunne nærmest føle oppe i hovedet, hvordan jeg aktiverede og anstrengte en kreativ del af min hjerne, som jeg ikke har benyttet i årevis. Kunne mærke hvordan gamle forbindelser mellem hånd, papir og hjerne skulle re-etableres og nye skulle dannes.

Og jeg kunne pludselig også mærke et sus ved at opleve, hvordan jeg faktisk kunne fortælle historier, illustrere følelser og processer og forstærke budskaber med mine streger. Ikke mesterligt selvfølgelig, men jeg kunne. Mig, der slet ikke kan tegne.

Det sjoveste ved dagen var, at det var som om, at den kreative del af hjernen blev ved med at ville fodres resten af dagen! Også selvom jeg var træt i hovedet og havde en let trykken i højre side lige over øret, da jeg gik ud af døren fra kursuslokalet...

Uden egentlig omtanke begyndte jeg at gå hjemad igennem byen i stedet for at tage metroen ud til bilen, som jeg havde parkeret ved Sundby Metro. Holdt pause på en bænk, fordi jeg fik lyst til at sidde lidt med skitseblokken og lige tegne lidt flere figurer, symboler og tegn. Bare for sjov. Det var efterårsgråvejr med småregn ind i mellem, men jeg følte banalt sagt i mangel af bedre metaforer, at solen skinnede inden i og hovedpinen var væk.


Da jeg kom hjem havde jeg pludselig stærk trang til at høre god musik og tændte for P8 Jazz i stedet for at høre P1, som ellers i månedsvis har været min ’autokanal’ pga. mit umættelige behov for viden om verden.


Det er sjældent, at jeg laver varm mad, hvis jeg ikke har nogen at servere for. Når bølgerne går højt kan jeg finde på at kæle lidt ekstra for en hjemmelavet baguette-sandwich med brød, jeg har købt hos en god bager. Men nej, ikke oven på den tegnedag. Jeg kastede mig glædeligt ud i at lave en lækker omelet, hvidløgsstegte bønner og råkostsalat! Ku' ikke lade være.


Og jeg fik også lyst til at skrive om min dag, bare for at dele oplevelsen af dette energi- og glædesboost, som tegnedagen gav og måske inspirere andre ’ordmennesker’ som mig til en kreativ dag. Fx med tegning.


Jeg kan ikke forklare nærmere, hvad det var, men jeg blev i hvert fald nærmest lykkelig


58 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page