For nylig talte jeg med en kvinde, jeg kalder hende Anna, der efter 6 år i sit job som kommunikationskonsulent kedede hun sig seriøst i sit job. Alt var blevet rutine. Og det var allermest chefens skyld.
Primært, fordi Anna igennem flere år til den årlige MUS havde gjort chefen opmærksom på sin tilstand og sin manglende motivation uden, at denne havde gjort noget ved det. Chefen var ikke kommet tilbage til Anna med hverken tilbud om nye funktioner eller udfordrende opgaver. Anna følte, at chefen hverken så eller hørte hende, fortalte hun.
Vi talte i den sammenhæng om, hvilke nye opgaver i organisationen, hun tænkte kunne udfordre hende og gøre en positiv forskel i hendes arbejdsdag. Da Anna lagde vægt på at gøre en reel forskel gennem sit arbejde, drøftede vi også de mulige opgaver ud fra andre vinkler, så som om nogle af disse opgaver også kunne løse et behov for chefen, kunne styrke afdelingen eller aflaste travle kolleger.
Da vi talte sammen næste gang, fortalte Anna, at hun havde forelagt chefen forskellige idéer og løsningsforslag, der var opstået efter vores samtale og kunne styrke hendes motivation. Hun fortalte videre, at chefen havde taget positivt imod dem og givet hende grønt lys til at gå videre med sine idéer. Efter mødet følte Anna for første gang i lang tid en lille tro på, at mere arbejdsglæde var mulig, fortalte hun.
Anna ræsonnerede ved afslutningen af vores samtale, at hun var rystet over, hvor nemt det havde været at gå til chefen, efter vi havde forberedt det sammen. Men hun var endnu mere rystet over, at hun aldrig før havde tænkt på, at det kunne være hendes opgave at styre sin opgaveløsning. Det havde hun tænkt som værende chefens opgave. Og hun syntes jo, at hun havde sagt til chefen, at hun var klar til nye udfordringer, men havde egentlig bare ytret, at hun kedede sig og derefter uudtalt kastet bolden og ansvaret for at løse sit problem over til sin chef.
”Jeg tror, at jeg mange gange har tænkt, at nu råbte jeg da tingene højt og tydeligt ud i rummet, mens jeg i virkeligheden bare stod ovre i et hj
ørne og hviskede. Det var klart grænseoverskridende for mig at være så tydelig, men jeg er målløs over, hvor nemt jeg opnåede det, jeg gerne ville. Alene ved at være helt konkret omkring det.”
Kan du genkende noget fra dit eget arbejdsliv i min oplevelse med Anna? Hvilken type er du selv? Er du konkret og løsningsfokuseret og påtager dig ansvaret for din egen arbejdsglæde, eller står du egentlig oftest og hvisker ovre i hjørnet? Og bliver sur på chefen over, at han eller hun ikke hører dig?
Min bog: ”Gi’ dig selv en god chef” er fyldt med konkrete redskaber til at få chefen til at se dig, høre dig og imødekomme dig. Og altså styrke din arbejdsglæde. 😊
Illustration: Drante