
Jeg taler med mange mennesker, som ligger søvnløse, har ondt i maven, overvejer et jobskifte eller er sygemeldte på grund af deres arbejde, og ofte relaterer problemerne sig til deres forhold til chefen.
De har forgæves prøvet at trænge igennem med et eller flere problemer omkring arbejdsbyrde, opgaveløsning, tidspres, manglende prioriteringer, trivselsproblemer eller andet, og oplever at chefen enten har slået det hen eller på anden måde ikke taget dem alvorligt. Chefen har i hvert fald ikke leveret brugbare løsninger på problemerne, oftest slet ingen.
Min erfaring er, at med den selvledelsesdiskurs der råder på mange arbejdspladser er det nødvendigt, at medarbejdere tager ansvar for at præsentere løsningerne på egne problemer – for ledelsen gør det ikke.